Ansøgeren bør i dette tilfælde straks underrette EPSO, således at der kan træffes de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå enhver form for interessekonflikt.
Hvad er en udvælgelsesprøve?
EU-institutionerne udvælger kandidater til faste stillinger gennem udvælgelsesprøver. De består af prøver og bedømmelsesøvelser, der skal måle dine faglige kvalifikationer og en række grundliggende færdigheder. På grund af det meget store antal ansøgere er dette den mest retfærdige og gennemsigtige form for udvælgelse. Det vil sige, at uopfordrede ansøgninger ikke tages i betragtning.
Hvad er en "meddelelse om udvælgelsesprøve"?
EU-institutionerne udvælger ansøgere til tidsubegrænsede ansættelser ved at afholde almindelige udvælgelsesprøver. Disse udvælgelsesprøver offentliggøres ved en meddelelse om udvælgelsesprøve i Den Europæiske Unions Tidende samt på EPSO's hjemmeside. Meddelelsen om udvælgelsesprøve indeholder en fuldstændig beskrivelse af den ønskede profil, mindstekrav til uddannelse (og eventuelt arbejdserfaring) og en angivelse af de test og andre vurderinger (beregnet til at måle dine faglige kvalifikationer og en række kernekompetencer), der vil finde sted i forbindelse med udvælgelsesprøven. Meddelelsen om udvælgelsesprøve indeholder også oplysninger og instruktioner om, hvordan man tilmelder sig. Generelt offentliggøres meddelelsen om udvælgelsesprøve den første dag i tilmeldingsperioden.
På grund af det meget store antal ansøgere anser EPSO dette for at være den mest retfærdige og gennemsigtige form for udvælgelse. Vi kan derfor ikke tage uopfordrede ansøgninger i betragtning.
Hvad er en udvælgelseskomité?
Hver enkelt udvælgelsesprøve for fastansatte EU-tjenestemænd har sin egen udvælgelseskomité. Den består af tjenestemænd fra de EU-institutioner og -organer, der betjenes af EPSO. Tjenestemændene melder sig frivilligt som medlemmer af udvælgelseskomitéen efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser. Medlemmerne af udvælgelseskomitéen udnævnes formelt af den organisation, de arbejder for. Det er en forudsætning for at blive godkendt som medlem af udvælgelseskomitéen, at der ikke er nogen interessekonflikter relateret til den specifikke udvælgelsesprøve.
Medlemmerne af udvælgelseskomitéen er EU-tjenestemænd, der udnævnes af de organisationer, de arbejder for, til en bestemt udvælgelsesprøve, f.eks. på grund af deres tekniske eller sproglige ekspertise.
De udnævnte medlemmer af udvælgelseskomitéen uddannes i udvælgelses- og vurderingsmetoder, inden de begynder deres arbejde i komitéen, og de får fortsat specifik uddannelse og vejledning fra EPSO's psykologer i de forskellige faser af den udvælgelsesprøve, de er involveret i.
Udvælgelseskomitéen afgør prøvernes sværhedsgrad, godkender deres indhold, vurderer, om ansøgerne opfylder de specifikke adgangsbetingelser, sammenligner ansøgernes kvalifikationer og udvælger de bedste ansøgere på grundlag af de krav, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Udvælgelseskomitéernes arbejde er hemmeligt, og EPSO faciliterer deres arbejde.