
Lucile C., presse- og mediemedarbejder

Jeg blev ansat i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen (GD FISMA) i 2019. I begyndelsen arbejdede jeg med digitale og bæredygtige finanspolitikker, inden jeg blev en del af presseteamet. Vi fremmer vores politikker over for pressen, interessenterne og den brede offentlighed i tæt samarbejde med de politiske kontorer, talsmandstjenesten og kommissærens kabinet.
Min opgave er at udforme, planlægge og levere kommunikationsaktiviteter om digital finans og finansielle ydelser i detailleddet, herunder pressemeddelelser, arrangementer og kampagner, talepunkter, presseoversigter og indhold til vores månedlige nyhedsbrev og de sociale medier. Jeg er også ansvarlig for at koordinere generaldirektoratets Eurobarometer-undersøgelser, dvs. opinionsundersøgelser rettet mod EU's borgere, om finansielle tjenesteydelser. Endelig er jeg GD FISMA's interne kommunikationskorrespondent: jeg fremmer medarbejdernes engagement ved at videreformidle vigtige nyheder, organisere møder for alle medarbejdere og forvalte vores eget "FISMA-TV"!
Jeg har en baggrund inden for offentlig politik, jura og økonomi og har en master i europæiske anliggender. Jeg har tidligere arbejdet med europæiske politiske og økonomiske spørgsmål i den franske offentlige forvaltning og det franske senat, på Kommissionens repræsentation i Det Forenede Kongerige, i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence og i en konsulentvirksomhed.