
Studenterambassadører for EU Careers og EU-medarbejderambassadører på udddannelseskonference om EU's fremtid

Årets uddannelseskonference for EU Careers-studenterambassadører fandt sted i Bruxelles den 4.-6. oktober. Det var en fantastisk weekend med masser af entusiasme og energi. Arrangementet startede med et uformelt besøg i Huset for Europæisk Historie (europa.eu) og en efterfølgende gang pomfritter med mayonnaise hos Maison Antoine på Place Jourdan. Uddannelseskonferencen samlede 124 studerende fra 27 medlemslande og 32 medarbejderambassadører, bl.a. fem fra EU-institutionerne i Luxembourg.
Et af konferencens højdepunkter var en speednetworking-session. Her fik studenterambassadørerne mulighed for at møde EU-medarbejdere og spørge dem om alt det, de gerne ville vide om deres job og karriere. Ved hvert bord havde de 12 minutter til at stille spørgsmål, så det var en hektisk og spændende oplevelse. De studerende var tydeligvis glade for speednetworkingen, og nogle af dem sagde ovenikøbet, at det var den bedste del af konferencen.
Ud over det omfattede konferencen også workshopper og peerlæring, hvor eleverne kunne dele deres erfaringer og lære af hinanden. "Hvorfor Europa?" var en af de mest interessante præsentationer. Den gav et tankevækkende indblik i EU's betydning og indvirkning på borgernes liv.
På konferencen var der også session om sociale medier, hvor EPSO's So Me-chef gav tips til, hvordan man kan reklamere for EU-job på de sociale medier. Der var desuden en ekspert i public speaking, som på en engageret måde fortalte de studerende, hvordan de kan blive bedre til at tale offentligt. EPSO's teamleder for ekstern kommunikation gav de studerende en gennemgang af, hvordan EPSO's udvælgelsesprøver foregår.
Arrangementet "EU Careers Student Ambassadors" var en stor og mindeværdig oplevelse for alle involverede – også EPSO's medarbejdere. De studerende vendte tilbage til deres universiteter med nye kundskaber og færdigheder og med en stærk motivation til at gøre en indsats for EU-karriereforløb og for deres lokalsamfund.
Intet af dette ville have været muligt uden det utrættelige arbejde, som programlederen i EPSO's Outreach & External Relations-kontor havde lagt for dagen.
