Gå til hovedindhold
Europa-Kommissionens logo

Kickstart af EPSO's omstillingsproces

Grønt lys for den nye kompetenceramme

EPSO har kickstartet sin omstillingsproces. Første skridt: modernisering af kompetencerammen.

EU-institutionernes opfyldelse af deres mål begynder med medarbejderne. Medarbejdernes kompetencer skal derfor tilpasses optimalt til institutionernes opgaver og værdier. Det er afgørende, at medarbejdere på alle niveauer og i alle EU-institutioner har nogle grundlæggende egenskaber til fælles, uanset deres baggrund, køn, religion, kultur eller funktion.

I den forbindelse har EPSO siden 2010 anvendt en kompetenceramme, der består af 8 generelle kompetencer, som testes i assessmentcenterfasen. Men EU-institutionernes behov har udviklet sig med tiden. En gennemgang af kompetencerammen var en forudsætning for at opbygge en mangfoldig talentmasse, som kan opfylde institutionernes behov og afspejle den seneste udvikling på arbejdsmarkedet.

Den nye kompetenceramme fastsætter de kompetencer, der er nødvendige for at kunne udføre et bestemt job effektivt, og skaber gennemsigtighed i udvælgelsesproceduren ved at præcisere, hvilke egenskaber ansøgerne forventes at vise under udvælgelsesprøverne.

Kompetencer udgør en integreret del af udvælgelsesprocessen, da de danner grundlag for vurderingen af, om en ansøger er egnet til en given jobprofil. De muliggør en målrettet rekruttering, og de gør det også klart, hvad potentielle ansøgere kan forvente.

Vær opmærksom på, at EU-institutionerne, hvad angår mere specialiserede profiler, søger medarbejdere der, ud over de generelle kompetencer, er højt kvalificerede inden for deres område. I meddelelsen om udvælgelsesprøven kan du læse mere både om de områdespecifikke kompetencer og om de prøver, som bruges til at vurdere både de generelle og områdespecifikke kompetencer.

EPSO vil først begynde at bruge den nye kompetenceramme i udvælgelsesprøverne fra og med 2023.

Se de nye generelle kompetencer og de kriterier, der tages i betragtning for at evaluere en kompetence til kommende prøver i assessmentcentret, og hold øje med opdateringer om udvælgelsesprøverne i 2023 på vores websted.