Med EPSO's beslutning om at afholde prøver på alle 24-EU-sprog vil EPSO indføre en ny type prøve i sine udvælgelsesprocedurer fra 2024: den skriftlige prøve, som er en prøve, der har til formål at vurdere ansøgernes skriftlige kommunikationsfærdigheder. Den skriftlige prøve erstatter casestudiet*.
Den overordnede betegnelse "skriftlig prøve" omfatter tre forskellige typer prøver, som EPSO vil anvende i overensstemmelse med de behov, som de ansættende tjenestegrene har givet udtryk for i forbindelse med hver udvælgelsesprøve:
- Skriftlig prøve vedrørende udvælgelsesprøvens område(r), hvor der kun foretages en vurdering af skriftlige kommunikationsfærdigheder.
- Områderelateret skriftlig prøve, hvor der foretages en vurdering af skriftlige kommunikationsfærdigheder og viden inden for det for udvælgelsesprøven relevante område.
- Fritekstessay om EU-spørgsmål, hvor der kun foretages en vurdering af skriftlige kommunikationsfærdigheder.
Ansøgerne skal besvare opgaven(erne) i prøven på grundlag af den dokumentation, der er stillet til rådighed af EPSO, og som vedrører udvælgelsesprøvens område(r) som angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve.
Den skriftlige prøve er ikke en sprogprøve. Ansøgerne vil blive vurderet på grundlag af de specifikke "ankre" nedenfor ("ankre" er de elementer, der tages i betragtning af det personale, der retter prøverne (dvs. bedømmere) ved bedømmelsen af en given kompetence).
"Ankre" i forbindelse med skriftlige kommunikationsfærdigheder:
Ansøgeren:
- strukturerer den skriftlige kommunikation med et logisk flow af idéer.
- skriver koncist uden brug af unødvendige ord og sætninger
- præsenterer emnet på en forståelig måde
- tilpasser/skræddersyr sin måde at skrive på, så den matcher målgruppen og formålet
- anvender de oplysninger, der gives, til at håndtere opgaven.
* Casestudier vil fortsat blive anvendt i forbindelse med nogle igangværende udvælgelsesprøver.